Alt klappede – og vi klapper

Topkarakterer til alle involverede i en af de største ledningsomlægninger i VEKS’ historie

23. oktober 2019

Et eminent samarbejde i forbindelse med omlægningen af VEKS’ transmissionsledninger ved City 2 i Høje Taastrup foregik så gnidningsløst, at ingen kunder har mærket noget som helst. Samtidig undgik VEKS stort set at bruge spidslast på de lokale kedler.
Det store byudviklingsprojekt ved City 2 medførte nemlig, at VEKS måtte omlægge ledninger og omkoble til den nye Lindebo Afgrening. Mens ledningerne fra den 21. til 23. oktober blev omlagt, kørte Roskilde og dele af Høje Taastrup i Ø-drift - dvs. frakoblet VEKS-systemet. Mens arbejdet stod på, forsynede ARGO fjernvarmeområdet - og regulerede samtidig forbruget ved hjælp af deres kølere. Desuden stod de lokale kedelcentraler klar som backup, mens omlægningen fandt sted.

Alle løftede i flok

– Det er gået over al forventning, fordi alle involverede har præsteret fremragende, konkluderer Jørgen Eigaard, transmissionschef, der samtidig sender en tak til alle, der har taget del i opgaven. Planlægning og samarbejde gik op i en højere enhed. Det blev et fantastisk eksempel på tværgående samarbejde imellem dels teams i VEKS, dels eksterne samarbejdspartnere. 
Bag opgaven lå en minutiøs planlægning, som kun kunne lade sig gøre, fordi der har været god og kompetent sparring i hele processen. 

Før tid!

Opgaven blev i første omgang estimeret til 10 dage… VEKS’ krav til rådgiveren og entreprenøren var 4 dage. Reelt blev hele opgaven gennemført på 48 timer!
At opgaven kunne løftes så hurtigt og vellykket skyldtes også, at vi har arbejdet i 3-holdsskift, mens kollegerne - også i driftsteamet - har passet de øvrige drifts- og vedligeholdelsesaktiviteter i omkoblingsperioden. Uden for huset har det også klappet. Vores rådgiver og entreprenør har samarbejdet og koordineret opgaven kompetent, og dygtige svejsere har leveret stort set fejlfrie svejsninger på en presset opgave.

Planlægning

Meget gik forud for en af de største omlægninger af VEKS’ transmissionsrør. 
– Vores analyser holdt stik. Det historiske forbrug for uge 43 var i overensstemmelse med, hvad ARGOs to ovne reelt selv kunne producere, konstaterer Jørgen Eigaard.  
Derudover havde VEKS - inden rørene blev skåret over - gennemført en række planlagte test, som alle forløb godt. Samtidig var ARGOs test af muligheder for at kunne regulere også forløbet positivt. – Derfor skal også lyde en stor ros til de involverede vagthold hos ARGO, for en stor indsats med den vellykkede drift af nettet i omkoblingsperioden, slutter Jørgen Eigaard.