Hold på varmen

VEKS har i 2021 efterisoleret tre stationer med en bunke puder - specialdesignet til hvert hot spot

5. oktober 2021
Mange isolerede hot spots - fx gear

Med ganske enkle midler opnår VEKS betydelige energibesparelser. Ved at efterisolere komponenter falder rumtemperaturen så markant, at man kan dæmpe ventilationen og dermed spare el. De lavere temperaturer forlænger el-komponenternes levetid betragteligt. – En gevinst er også, at varmen jo bliver i fjernvarmevandet til gavn for hele systemet, fortæller Allan Nielsen, teknik- og servicekoordinator.

Varmen slider

Isoleringsprojektet er gennemført på Solrød Fjernvarme vekslerstation samt VEKS-stationerne Agerkær og Brostykkevej. Lokationerne er valgt ud fra, hvor rumtemperaturen har været meget høj - ofte over 30 grader. Alle stationer bliver ventileret mekanisk med luft udefra. Der er ikke tilkoblet køling, hvilket kan give udfordringer særligt om sommeren, hvor udetemperaturen jo kan være ganske høj. 

– Min kollega montør Søren Tvingsholm har lagt et stort arbejde i at udarbejde et regneark med historiske data fra SRO-anlægget. Med det redskab kan vi se, hvor behovet er størst, siger Allan. 
Når rumtemperaturen er for høj, resulterer det i stærkt reducerede levetider på elektronik, tavler, kabler, forskruninger m.m. 


Find fem - nej mindst 12 - isoleringspuder 

De historiske data er udgangspunktet for at indhente tilbud, hvor man sammenholder energibesparelser i KWh og kroner, investeringspris samt tilbagebetalingstid. 

– Det primære mål er at beskytte komponenter mod de høje temperaturer. De andre gevinster kommer bare oven i hatten, bemærker Allan.

Sy-proces

– Skrædderkunst kan det næppe kaldes, men snilde og akkuratesse er forudsætning for, at projektet lykkes, konstaterer Allan. 
Montører fra det valgte isoleringsfirma opmåler minutiøst alle elementer og installationer, som skal isoleres. Disse mønstre sendes til Portugal, som tilskærer stof og isoleringsmateriale og syer isoleringspuderne. Montørerne vender til slut tilbage til stationen for at montere isoleringspuderne. 

VEKS’ store pumper er for længst isoleret. 

– Vi har nu efterisoleret cirka en tredjedel af vores stationer og har flere gange undervejs kørt det som fælles projekter sammen med det lokale fjernvarmeselskab, der også kunne se rationalet i at isolere deres system, slutter Allan.
Alt i alt er årets efterisolering af VEKS’ tre stationer løbet op i cirka 400.000 kroner.