Snart er dette hul i jorden ført tilbage til normalen:
En boldbane til Himmelev-Veddelev Boldklub.
Fjernvarmen er mere synlig end vanligt for tiden - i særdeleshed nord for Roskilde, hvor nye transmissionsrør er ved at blive lagt i jorden. Samtidig bygger VEKS en 400 m2 underjordisk bygning ”Himmelev Veksler- og Pumpestation”, som skal være forsyningscentral til de nye fjernvarmekunder i Himmelev.
Frivillig tilslutning
Det er Roskilde Forsyning, som i Himmelev står bag at konvertere eksisterende naturgaskunder til fjernvarme i de kommende år.
I første omgang lægges fjernvarmerørene til forsyning af primært storkunder. Fjernvarmeleverance til villaejendomme kommer senere; projektforslaget er i disse måneder til behandling i Roskilde Kommune. Hvis forslaget vedtages, vil de nye en-familie-kunder kunne tilsluttes fjernvarme i 2014.
– Oprindeligt skulle vi på grund af tidspres lægge vekslerstationen i et mildest talt meget vådt område, pointerer projektleder Arne Kamp, VEKS, og fortsætter: Da vi besluttede at ændre planen, opstod muligheden for at lægge vekslerstationen hér. Det har både reduceret de anlægsmæssige udfordringer og sparet projektet for 3-4 millioner kroner.
Reetableret boldbane
– Man får jo sjældent ros for at rode. For nærværende syner vi jo voldsomt i landskabet, men den 1. september er vekslerstationen bygget og dækket til med en meter jorddække, som oven i købet kan tåle tyngden fra en 40 tons lastbil, siger projektleder Arne Kamp, VEKS. Normalt er pladsen dog forbeholdt en noget lettere benbelastning, da den er en del af boldanlægget til Himmelev-Veddelev Boldklub.
Sidenhen har Naturstyrelsen i øvrigt begavet anlægsprojektet med en betydelig besparelse ved at VEKS har fået lov til at lægge rør gennem Himmelev Skov; et stykke fredsskov. Det giver alene en besparelse i millionklassen, at man kan undgå at lægge rørene i vejen med dertilhørende opbrydning og genopretning af asfalten. VEKS har omvendt forpligtet sig til at finansiere genplantning af 1,7 hektarer skov.
VEKS og Roskilde Forsyning har delt arbejdet mellem sig, idet den nye fjernvarmeledning fra Marbjerg til Risø bliver anlagt som transmissionsledning. Det er derfor VEKS som i disse måneder står for at projektere og anlægge denne del af projektet; inklusive netop denne nye vekslerstation - se billedet.
– Allerede til 1. oktober vil der løbe vand gennem de nye transmissionsledninger til de nytilsluttede fjernvarmekunder i Himmelev, slutter Arne Kamp.