Jo flere, jo bedre

I erhvervsområdet Ragnesminde i Brøndby er tilslutningen til fjernvarme betydeligt højere end man havde forventet

30. oktober 2013

Mange kunder har taget imod tilbuddet om fjernvarme

Da VEKS i efteråret 2010 startede salgsarbejdet med at konvertere en række virksomheder i Ragnesminde fra naturgas til fjernvarme, estimerede man med, at 85 % af varmesalget ville være i hus i år 2019. Det tal var allerede nået dette efterår.
– Hurtigere tilbagebetalingstid må jo blive resultatet, fastslår Jens Brandt Sørensen, VEKS’ projektudvikling og fortsætter; når flere hurtigt er med til at dele anlægsomkostningerne bliver tilbagebetalingstiden jo også kortere. Og hurtigere afskrivning giver hurtigere billigere varme til de nye fjernvarmekunder.

Kort afskrivning = bedre økonomi
En af projektets forudsætninger var, at man forventede tilslutning fra halvdelen af de potentielle kunder under anlægsfasen. I årene efter forventedes cirka fem procent løbende at ville tilslutte sig. Afskrivningsperioden for fjernvarmeprojektet i Ragnesminde er forkortet til nu 12 år. Man estimerede oprindeligt med cirka 15 år, som dog er langt fra de maksimalt 30 år, som projekter - ifølge Varmeforsyningsloven - kan afskrives over.
Anlægsomkostningerne til at fjernvarmeforsyne Ragnesmindes 800.000 kvadratmeter er cirka 110 millioner kroner.

Kundernes modningstid
– Man skal regne med, at salgsprocessen typisk tager et halvt år, påpeger Jens Brandt. Som det første modtager kunden en folder, som beskriver fjernvarmetilbuddet. Folderen følges op af et møde med VEKS’ salgsteam fra Grontmij, som gennemgår vilkår og foretager en vurdering af, om en fjernvarmeinstallation er mulig. Dernæst følger en underskrevet hensigtserklæring, hvor kunden alene udtrykker sit ønske om at skifte til fjernvarme, men der er ikke sanktioner forbundet med at underskrive erklæringen. Hensigts-erklæringen er med til at modne beslutningen. – I virkelighedens verden har kun meget, meget få potentielle kunder skiftet mening om at tilslutte sig fjernvarmen - så godt som alle, der har underskrevet hensigtserklæringen, underskriver også leveringsaftalen, fortæller Jens Brandt.

Erfaringer
Og hvad har vi så lært? Er der noget vi kan gøre anderledes i kommende konverteringsprojekter?
– Man skal huske, at ting tager tid, siger Jens Brandt, og fortsætter; i nogle tilfælde har vi ikke været et halvt år forud med salgsmaterialet, før gravemaskinerne kører. Og det har givet unødig fortravlede processer. Erfaringen viser også, at de kunder som har tøvet med at sige ja, pludselig gør kort proces - men først, når maskinerne ruller lige foran døren.
Noget andet er, at  salgsteamet ikke kan nøjes med at udsende foldere, de skal tage direkte kontakt til de potentielle kunder. Og sidst men ikke mindst skal man være kontinuerligt tilstede i form af nyhedsbreve, bannere, telefonopkald, møder; i det hele taget signalere, at vi er der. Projektet skal være synligt konstant.
I foråret 2014 afslutter VEKS anlægsarbejdet i Ragnesminde, som Brøndby Fjernvarme i øvrigt gradvist overtager til fulde.

Særlig tarif
I de nye konverteringsområder optræder en særskilt variabel tarif, som maksimalt må udgøre 90% af  omkostningerne ved at bruge naturgas. Tariffen er godkendt af Energitilsynet og reguleres årligt. – Når systemet er afskrevet vil varmeprisen falde yderligere, da prisen ikke må overstige de omkostninger der er forbundet med varmeforsyningen, slutter Jens Brandt; men det åbner jo så op for fx at indføre incitamentstariffer i forhold til afkøling.