VEKS på visit

Besøgsrunden gennemføres én gang årligt for at diskutere det dybere samarbejde ved siden af de daglige samarbejdsrelationer

18. december 2017
Mindst en gang om året har vi kundekontakt... – Næh, sådan fungerer det heldigvis ikke i virkelighedens verden, fastslår Mikael Stendorff, teamleder for drift, regulering og overvågning. 
Mange af VEKS’ medarbejdere - fx i den døgnbemandede driftscentral - har tæt kommunikation med fjernvarmeselskaberne - op til flere gange dagligt. Men VEKS’ besøgsrunde, som omfatter alle fjernvarmeselskaberne, giver mulighed for at komme et spadestik dybere i samarbejdsrelationen, og samtidig gensidigt informere og diskutere på et mere overordnet plan. 
Til møderne deltager to VEKS-medarbejdere, heraf altid Mikael Stendorff. Før besøget modtager kunderne ud over en udførlig dagsorden årets driftsdata for deres respektive selskab.

Lydhørhed
– Besøgene gennemføres i en ånd, hvor vi virkelig lytter. Vi skal være lydhøre og ikke dosere VEKS-informationer ud over vores kunder, fortæller Mikael Stendorff - vi er jo meget afhængige af hinanden i hverdagens samarbejde, og derfor er det personlige møde vigtigt. 
Møderne varer typisk en times tid. Efter en kort indledning (i år om VEKS’ nye organisation) fortæller parterne om planlagte udvidelser, ombygninger mm., som vil påvirke det fælles fjernvarmesystem. 

Et fast vigtigt punkt er evaluering af samarbejdet i hverdagen: Er reaktionstiden hos VEKS fx acceptabel? Samtidig er mødet også en god anledning til at ajourføre listen over relevante kontaktpersoner.
Besøget hos kunden lukkes altid med, at vi spørger, om vi skal komme igen næste år? Indtil videre har svaret altid været JA, slutter Mikael Stendorff.