Der skulle gå seks år - med gennemførelsen af COP 21 i Paris i december 2015 - før der blev indgået en global klimaaftale ”The Paris Agreement”. Med denne aftale fik verden for det første en global juridisk bindende aftale på klimaområdet. For det andet er aftalen et markant skridt på vejen mod at omstille verden til at udlede væsentligt mindre CO2.
Ting tager tid. Når der skulle gå seks år efter Københavner-COP, skyldes det blandt andet, at tiden skal arbejde, når målet er at skabe enighed blandt så forskellige lande. Forarbejdet var desuden grundigt. Alt i alt resulterede det i, at Paris-aftalen blev underskrevet af ikke mindre end 180 lande. De indmeldte reduktionsbidrag fra de 180 lande dækker mere end 96 % af de globale udledninger. Det er i øvrigt tankevækkende, at Kyoto-aftalen fra december 1997 dækkede under 15 % af de globale udledninger.
Med aftalen i Paris går vi derfor fra at aktivere få lande til nu at involvere stort set alle verdens lande.
Blandt de vigtigste resultater i aftalen kan nævnes:
- En langsigtet målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 2oC.
- En opfordring til handling, der kan begrænse temperaturstigningen til 1,5oC.
- Ilandene - herunder Danmark - har genbekræftet løftet om årligt fra 2020 at bidrage med $ 100 mia. til ulandenes klimaindsats.
Med den nye enighed om de langsigtede klimamål på globalt plan styrker vi samtidig Danmarks position inden for fx energieffektivitet; herunder fjernvarme. Vi spreder viden om at udnytte vedvarende energi, skaber øgede eksportindtægter og dermed arbejdspladser.
Summa summarum kan vi kun være tilfredse med, at det lykkedes at indgå Paris-aftalen. Selvfølgelig kan vi stadig være ærgerlige over, at det ikke i 2009 kunne lade sig gøre at skabe en ”København-aftale”.