Efter anmodning og finansieret af Energistyrelsen stod VEKS i spidsen af at opbygge et træningsprogram for den litauiske fjernvarmeforening - for mere end 10 år siden. Projektleder var miljø- og energiansvarlig Troels Duhn, VEKS, som målrettede træningsprogrammet til medarbejdere i fjernvarmebranchen.
Selvom det er mere end ti år siden, at VEKS’ projekt stoppede, lever indsatsen stadig i bedste velgående. Da præsidenten for den litauiske fjernvarmeforening Vytautas Stasiünas deltog i et seminar om blandt andet fjernvarme, fortalte han, at de stadig arbejder loyalt efter stort set samtlige procedurer, som projektet foreskrev med hensyn til det politiske arbejde, træningen, vejledninger osv.