Af Søren Tvingsholm
”Fokus på de ting der skal færdiggøres inden afgang”, lyder beskeden. UPS! er tiden allerede gået. Det er lidt modsætningsfuldt; på den ene side en følelse af lige at være kommet - på den anden side at have været her så længe at alle de daglige rutiner bare kører.
I dag havde vi en frieftermiddag, som Mark, Rasmus og jeg benyttede til en biltur ud i den flygtningelejr, som vi ligger midt i. Det var en meget livsbekræftende tur. På trods af at vi vader rundt i mudder, er alle vi møder søde, smilende og imødekommende. Tager man et billede, kommer de og vil se hvordan de selv ser ud og er parat til at stille op til mere. Et sted blev vi hevet med ind for at se et nyfødt barn. Familien var så stolte af den lille ny, at hun skulle vises frem.
Hjælp til hjælpere
En BaseCamp er en teltlejr for Røde Kors folk. Det er populært sagt et hotel for hjælpearbejdere, hvor de kan få en seng og tre måltider dagligt.
Selve BaseCampen blev fløjet ind til den nærmeste lufthavn, hvor vi havde efterladt to folk til at sørge for, at alt blev lastet på lastbiler. De to kæmpede en hård kamp mod lufthavnsmyndigheder, militærfolk og lokale, der lige skulle tjene en ekstra skilling. Vi måtte sende to biler med hænger-træk for at få generatoren og gaffeltrucken med. Ellers var de havnet på en lastbil, som vi aldrig havde fået dem ned fra igen. En ”mindre” generator på 750 kg brugte vi en halv dag og megen opfindsomhed på at få ned fra lastbilen + yderligere en halv dag på at få rykket på plads. Her er kun manpower (+brainpower) - ingen store maskiner.
Samlesæt
Selve BaseCampen er jo ”bare” et samlesæt. Et lidt stort et af slagsen, ganske vist. Det er hårdt arbejde, men det er bare derudaf. Detaljer er der mange af, men langt det meste fungerer lige efter planen. Resten er op til os, der er her, at få til at fungere. Elektrikeren brokker sig over kabler og stik. Bliktuden over diverse fittings. Tømreren over, at grenene ikke er lange nok til flagstangen. Sådan er det, og der er da plads til forbedring, men vores opgave er at få tingene til at fungere, med de muligheder Jesper og Benjamin har valgt at give os. Og det har de da gjort rimeligt godt….
Glæde trods katastrofe
Da vi fløj fra Juba og herud kunne vi se solen glimte i vandet - i det der ved en overfladisk betragtning var en græsdækket savanne med spredte træer. Her er meget vådt, og så snart man går eller kører, forvandler det sig til en mudderpøl. Takket være Benjamin, og de folk der allerede var her, er det lykkedes os at få et område på et lidt hævet terræn. Det er også lykkedes at skaffe noget ”maram” (det som der laves veje af på disse kanter). Maram er lagt fra vejen til indkørslen og lige indenfor, hvor der er af- og pålæsning. I de kompounds uden maram er indkørslen blevet en stor muddersø.
Det bliver mørkt på en halv time og de dage, hvor der er skyfrit, åbenbarer der sig en stjernehimmel, som jeg aldrig har set magen til. Men der er jo også første gang jeg er så langt sydpå og så tæt på ækvator. Når vi ligger i vores moskitotelt, kan vi høre trommer fra den omkringliggende lejr. Det fortsætter hele natten; jo afrikanerne er glade mennesker og selv om Sydsudan er et katastrofeområde, så er der plads til glæde.
Mange hilsner til jer derhjemme og tak fordi I er med til at gøre dette muligt.